Anmelder-barometeret

Et 95-tal er ikke bare et 95-tal — det afhænger af, hvem der har givet det. Vinradar scanner løbende danske vinforhandleres kataloger, og når flere anmeldere har scoret præcis samme vin, kan man måle deres indbyrdes generøsitet direkte — uden gætterier og uden at sammenligne æbler med pærer. Denne side viser resultatet af 6.049 vine med to eller flere anmeldere, og hvordan Vinradar bruger det.

Generøsitet målt mod Robert Parker (Wine Advocate)

Positivt tal = anmelderen giver i gennemsnit flere point end Parker-teamet til samme vin.

Regionsmønstrene

James Suckling — pr. region

Decanter — pr. region

Jeb Dunnuck — pr. region

Falstaff — pr. region

Vinous — pr. region

Wine Spectator — pr. region

Uenigheds-ligaen: hvad er kritikerne mest uenige om?

Generøsitet er én ting — uenighed er en anden. Her måler vi, hvor langt der er fra den mest til den mindst begejstrede anmelder på samme flaske, efter at hver anmelders generøsitet er trukket fra. Uden den korrektion ville man måle, at Suckling scorer højt, ikke at kritikerne er uenige. Kun vine med mindst tre betroede anmeldere tæller med.

De kritikerpar, der ligger længst fra hinanden

Målt som gennemsnitlig absolut afstand mellem to anmelderes korrigerede scores på vine, de begge har bedømt. Bemærk at afstanden går begge veje — den siger noget om uforudsigelighed, ikke om hvem der er mest generøs.

Hvorfor er nogle anmeldere ikke med?

Listen er bevidst kurateret — tre typer holdes ude:

Luca Maroni er den hyppigst efterspurgte. Han udelades, fordi hans skala reelt er en anden: 99- og 100-tal uddeles så rundhåndet (særligt til italienske vine), at scoren mister sin skelneevne — der er ikke meget information i et tal, næsten alle får. Med i analysen ville han ligge markant over selv Suckling. Franske anmeldere på 20-skalaen (fx La Revue du Vin de France, Bettane+Desseauve) udelades, fordi omregning til 100-point-skalaen tilføjer mere støj, end den fjerner. Og aggregerede scores (fx Wine Deciders sammenvejede tal) udelades, fordi de allerede er gennemsnit — de kan ikke måles som en selvstændig stemme.

Kriteriet er enkelt: en anmelder skal bruge 100-point-skalaen, score som selvstændig stemme og optræde på nok fælles vine til, at generøsiteten kan måles i stedet for antages.

Sådan bruger Vinradar tallene

Før en vin kan kvalificere sig til sitet, korrigeres dens score for anmelderens målte generøsitet i den pågældende region — korrektionen trækkes fra (vi kompenserer aldrig opad). Aktuel korrektionstabel, som den kører i motoren:

Hvad forskningen siger — og hvad vi gør ved det

Vinradars metode er ikke opfundet i et vakuum. Der findes en akademisk litteratur om, hvor pålidelige vinbedømmelser egentlig er, og den peger konsekvent på tre ting, som er værd at kende, før man læser et pointtal.

1. Kritikere er mindre præcise, end pointtallet antyder. Ved en stor amerikansk vinkonkurrence lod Robert Hodgson i 2005-2008 hvert dommerpanel bedømme en række på 30 vine — men tre af glassene var i virkeligheden den samme vin, skænket af samme flaske, uden at dommerne vidste det. Kun omkring 10 % af dommerne kunne genfinde deres egen bedømmelse inden for én medaljegruppe, mens omtrent lige så mange gav den samme vin alt fra bronze til guld. Dommerne var mest konsekvente omkring de vine, de ikke kunne lide. Det handler om konkurrencedommere under tidspres — ikke om de navngivne kritikere, vi bruger — men størrelsesordenen er en nyttig påmindelse: forskellen på ét eller to point er sjældent så skarp, som skalaen får den til at se ud.

2. Kritikerne er delvist enige — ikke fuldstændigt. Robert Ashton har undersøgt, hvor godt seks fremtrædende kritikeres bedømmelser af rød Bordeaux stemmer overens over syv årgange. Der er reel fælles information i scorerne, men også systematisk uenighed — og den er størst i toppen, hvor vinene skal skelnes fra hinanden. Det er præcis dét, vores egne tal viser: uenigheden er mindst omkring 92-93 point.

3. Eksperter og almindelige drikkere vil ikke det samme. I over 6.000 blindsmagninger fandt Robin Goldstein og medforfattere, at deltagere uden vinuddannelse i gennemsnit nød de dyrere vine en anelse mindre — sammenhængen mellem pris og nydelse var svagt negativ. For deltagere med træning forsvandt den negative sammenhæng. En nyere undersøgelse af Vivino-brugere og professionelle kritikere peger på forklaringen: amatøren bedømmer den nydelse, flasken giver i aften, mens den professionelle vurderer, hvad vinen kan blive til om ti år.

To ting fra vores eget datasæt understøtter valgene. Anmelderne er mest enige omkring 92-93 point — spændet mellem højeste og laveste korrigerede score er mindst dér og vokser tydeligt under 90. Og prisen pr. point eksploderer først over 93: fra 90 til 93 point stiger medianprisen på det danske marked med 17-24 % pr. point, men fra 93 til 96 med 32-54 % pr. point. Det er baggrunden for, at vores tærskel ligger, hvor den ligger: højt nok til at scoren stadig betyder noget, lavt nok til at prisen ikke er løbet løbsk.

Kilder — hvert link er efterprøvet og fører til originalen: Hodgson, R. (2008), “An Examination of Judge Reliability at a Major U.S. Wine Competition”, Journal of Wine Economics 3(2):105-113 · Ashton, R. H. (2013), “Is There Consensus Among Wine Quality Ratings of Prominent Critics?”, JWE 8(2):225-234 · Goldstein, R. m.fl. (2008), “Do More Expensive Wines Taste Better?” (fri PDF), JWE 3(1) · Kopsacheilis, O. m.fl. (2024), “Crowdsourcing the assessment of wine quality: Vivino ratings, professional critics, and the weather”, JWE 19(3):285-304 · Cardebat, J.-M. & Paroissien, E. (2015), “Reducing Quality Uncertainty for Bordeaux en primeur Wines: A Uniform Wine Score” (fri PDF) — metoden bag kvantil-normalisering, som vi har efterprøvet mod vores egne tal. Vi gengiver forskningens konklusioner i hovedtræk; de præcise talstørrelser står i de originale artikler.

Sådan bruges korrektionen til at udvælge vinene →
Prissætter markedet overhovedet årgangskvalitet? Vi har målt det →

← Se dagens kvalificerede vintilbud